Ruben Kidde: Ekspertgruppe skal bane vejen for CO2-afgift på mindst 1.000 kroner


Stjerneøkonomernes første rapport med anbefalinger til et nyt grønt skattesystem kommer denne uge, og det bliver helt afgørende for dansk klimapolitik og 70-procentmålet, skriver Ruben Kidde i dette debatindlæg.


Hvis Danmark skal have en chance for at nå klimamålet, skal et politisk flertal hurtigst muligt indføre en høj CO2-afgift, som når mindst 1.000 kroner per ton CO2 i 2030. Det er der bred enighed om blandt klimaeksperter og økonomer uden for Borgens mure.


Dansk Erhverv, De Økonomiske Vismænd, Klimabevægelsen, Klimarådet og Cepos efterlyser en afgift på mellem 1.000 og 1.500 kroner. Den skal nedbringe Danmarks udledninger og samtidig give erhvervslivet sikkerhed om deres økonomi mange år frem.


Den samme klimasang i årevis

Økonomer, klimaforskere, aktivister, ungdomspartier og flere erhvervsaktører har lydt som et ekko af sig selv i flere år; CO2-afgifter sikrer den hurtigste og billigste omstilling. Men der har manglet politisk mod, særligt hos S-regeringen, til at skride til handling.


I efteråret 2020 svigtede regeringen et løfte, den havde givet tidligere samme år. Nemlig at fremlægge et beslutningsgrundlag for en ensartet CO2-afgift. I stedet for en klar politisk udmelding om en høj CO2-pris i 2030 fik vi en ekspertkommission, der om lidt leverer det, som regeringen hverken ville eller evnede at producere på egen hånd.


Ekspertkommission kommer langt om længe med sin første af to afgørende rapporter næste uge, og deres anbefalinger bliver startskuddet til en politisk drøftelse om en grøn skattereform i foråret.


Som radikal klimaordfører var jeg dengang, sammen med Venstres Tommy Ahlers, med til at sikre ekspertgruppen et fint afsæt med et ret frit mandat i deres opgavebeskrivelse.


Men selv om kommissoriet var ambitiøst, og selv om stjerneøkonomerne Michael Svarer og Peter Birch Sørensen kom med i gruppen, var der én ting, som ikke lykkedes, på trods af hårde anstrengelser: Nemlig at presse toppen af regeringen, Venstre og Konservative til at turde sende et politisk signal om en forventet CO2-pris i 2030 på mindst 1.000 kroner.


Det havde ellers været bedst og billigst for Danmark. For hvis man forsøger at nå klimamålet i 2030 udelukkende med subsidier, bliver det mindst fire gange så dyrt, som hvis omstillingen er drevet af en høj ensartet CO2-afgift. Som De Økonomiske Vismænd påpeger, bliver de forurenende virksomheder favoriseret med tilskud, mens almindelige danskere bliver dårligere stillet, fordi skattebetalingerne til forurenerne bliver fire gange så stor.


Grøn omstilling med høje udbetalinger til de sorteste virksomheder og en lav CO2-afgift kan ikke forenes med statsminister Mette Frederiksens nytårstaleslagnummer om, at de bredeste skuldre skal bære mest.


Svært at komme helt uden om tilskud

Selv om alle eksperter er enige om, at CO2-afgifter er den mest omkostningseffektive vej til 2030-målet, er det tydeligt, at det nuværende politiske flertal ikke er ambitiøse nok til at tage skridtet fuldt ud. Derfor vil der, uanset hvad ekspertgruppen anbefaler, blive givet en form for kompensation til virksomheder og borgere, så den nye grønne afgift kan glide ned.


Den politiske virkelighed kan man som bekendt ikke ignorere, og mit parti, Radikale Venstre, har da også foreslået at indføre en høj og stigende CO2-afgift, som allerede i 2026 rammer 800 kroner. Dertil foreslår vi en milliardstor klimafond, der blandt andet skal støtte erhvervslivets investeringer i nye grønne teknologier. Den slags bonusser til virksomhederne er på kort sigt nødvendig for at opnå store klimagevinster på langt sigt.


Med andre ord: Giv virksomhederne en gulerod i form af tilskud og fradrag og kombinér den med en pisk, der venter i horisonten, for eksempel et sigtepunkt for CO2-afgiften på mindst 1.000 kroner i 2030. Så kan virksomhederne i dag foretage de investeringer, der gør dem konkurrencedygtige i morgen. Det er mit ydmyge råd.


Det perfekte må ikke spænde ben for det gode

Lykkes det at lande en ambitiøs aftale, kan den løse mange af de problemer, som regeringens hidtidige nølen har skabt, og måske endda udglatte panderynkerne hos grønne politikere og eksperter.


Der er utvivlsomt en række gode, grønne meningsdannere derude, som synes, at 1.000 kroner er alt for lidt, fordi eksperterne i Klimarådet tidligere har anbefalet 1.500 kroner. Men ekspertgruppens rapport varsler slutspillet i sagaen om CO2-afgifter, og de grønne partier er fortsat i mindretal på Christiansborg.


Derfor skal vi indstille os på, at drømmen om den bedste løsning – en perfekt CO2-afgift – ikke må stå i vejen for den næstbedste løsning: En god CO2-afgift, der leverer de nødvendige reduktioner i 2030.


Et politisk signal om en CO2-afgift på mindst 1.000 kroner i 2030 er i sidste ende det eneste sted, hvor et kompromis realistisk set kan nås – hvor politiske partier, store udledere, skatteborgere og klimaøkonomer vil kunne se sig selv i en aftale. Det kræver godt politisk håndværk og bredt samarbejde over midten. Og tag ikke fejl – resultatet af forhandlingerne om en grøn skattereform og en CO2-afgift dette forår bliver altafgørende for, om Danmark kan nå i mål med klimalovens ambitioner i 2030.


Ingen skal efterlades på perronen

En forårsaftale om en grøn skattereform med en tilstrækkelig CO2-afgift kan både sikre omstillingen og skabe nye, grønne job til erstatning for de gamle, sorte.


Det sociale ansvar er vigtigt. Vi må ikke efterlade nogen på perronen, og derfor skal vi også bruge pengene fra afgifterne på at videreuddanne og hjælpe folk til nye job. Rammer vi dem, der har det sværest i forvejen, ja så mister vi hurtigt deres opbakning til den grønne omstilling.


Samtidig skal vi holde det samlede skattetryk nede. Så når vi indfører en ensartet, grøn afgift for at sikre omstillingen, kan vi reducere andre skatter og afgifter - for eksempel skatten på arbejde og energiafgifterne, som vi ved rammer skævt.


En synkefri klimaskude

En ofte fremført bekymring ved CO2-afgifter er CO2-lækage. At vi mister et sort job i Danmark kun for at se det lække til udlandet og fortsætte udledningerne. Det har ingen interesse i. Job og vækst skal holdes i landet.


Derfor er det godt, at den grønne omstilling og klimaafgifter ikke kun er et dansk projekt, men også er under udvikling i resten af EU. Her kan vi for eksempel værne virksomhederne mod unfair konkurrence fra klimabelastende varer udefra gennem den europæiske grænsetold, som diskuteres i øjeblikket.


Og med en fornuftig afgiftsreform kan vi sikre den bedst mulige grønne omstilling af danske virksomheder, så de også i fremtiden er konkurrencedygtige blandt virksomheder fra andre europæiske lande. Lande hvor man i øvrigt også omstiller sig, om end vi i Danmark gør det hurtigere.


Det er kompliceret at ændre i skattesystemet. Derfor skal vi heller ikke nødvendigvis lægge os fast på alle løsningerne i dag. Det vigtigste er, at vi – med knap to års politisk forsinkelse – træffer en klar beslutning om, at i 2030 vil prisen for et ton udledt CO2 være omkring 1.000 kroner.


Om kort tid har vi forhåbentligt et stærkt beslutningsgrund at stå på, når ekspertgruppen har vist os deres model. Det er altafgørende, for 70-procentmålet kan ikke nås uden en ambitiøs aftale i år.


Debatindlægget blev publiceret d. 7. februar 2022 på klimamonitor.dk