Magtmonopol hjælper ingen andre end regeringen. Og en rød etpartiregering er ikke nok


Problemerne venter på løsninger, mens Socialdemokratiet godter sig over, at de valgte at centrere magten om sig selv.


Alle vores uenigheder til trods skulle man alligevel tro, at vi i dansk politik kunne blive enige om én enkel ting: Vi er valgt for at tjene danskerne. Men for Socialdemokratiet er der øjensynligt noget andet, der er vigtigere: magt. Skal man tro Ritt Bjerregaard, er partiet mere optaget af at lukke magten om sig selv end at levere løsninger på virkelighedens udfordringer, f.eks. klima, børns trivsel og lige muligheder på boligmarkedet.


Den 10. december skrev Ritt Bjerregaard i JP, at Socialdemokratiet i 2019 gjorde klogt i at danne en etpartiregering. De seneste to års jævnlige tæsk fra både højre og venstre side af folketingssalen er udtryk for taktisk snilde og fleksibel magtforvaltning, må man forstå.


Bjerregaards indlæg er kun rettet et sted hen: mod magten. Bjerregaard forholder sig ikke til, om det faktisk har hjulpet danskerne, at regeringen har gået enegang. Med undtagelse af endnu et hurra for Arne-pensionen fortæller Bjerregaard ikke videre om, hvordan det kommer danskerne til gode, at S ikke deler magtens kage med en større del af Folketinget. Nej, ifølge Bjerregaard ligger den socialdemokratiske kløgt i, at Radikale Venstre siden 2019 har vist sig for besværlige – ikke om regeringen har løst danskernes problemer.


Faktum er, at både Bjerregaard og regeringen tager fejl. Magtmonopolet kommer ikke Danmark til gode. Socialdemokratiet satte ikke danskernes bedste først, da det insisterede på udelukkende at fylde ministerkontorene med socialdemokrater. Danskerne kigger mod Christiansborg og ikke mindst den socialdemokratiske etpartiregering og sukker efter reelle løsninger – men får mest taktiske spilfægterier.


Vi er nu over to år inde i en tilsyneladende uendelig parade af eksempler på, hvordan virkelighedens problemer ikke finder løsning hos Socialdemokratiet alene. Voksende ulighed i et boligmarked med lukket fordør og en boligbeskatning, der vrider Danmark skæv. Etniske minoriteter, der står op og går på arbejde og bidrager til fælleskassen, får ingen anerkendelse, men til gengæld mistænkeliggørelse og skæve blikke fra den socialdemokratiske partitop.


Virksomheder, der leverer grundlaget for vores velstand, får ingen håndsrækning til at finde den arbejdskraft, som gør os alle rigere. Klimaet får skåltaler, men ellers mest hockeystav – selv Venstre er klar til at gå længere end Socialdemokratiet, når det kommer til det vigtigste værktøj i klimakampen: en CO2-afgift.


Væk er ambitionerne om hurtig grøn omstilling, og hvordan vi sikrer flere mennesker lige muligheder. Det er ellers det, som tidligere har bundet Socialdemokratiet og Radikale Venstre sammen. Gennem tiden har vores to partier lagt et solidt fundament under den danske velfærdsstat. Det er tilsyneladende gået fløjten med socialdemokraternes deroute i magtspillet på Christiansborg.


Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har mit øre og min opbakning, når hun sætter ord på det, som mange tænker: En etpartiregering magter ikke at løse de store problemer, og at lukke magten om sig selv er en usund måde at drive et land på. Jeg håber, at hun sammen med resten af Radikale Venstre kan inspirere Socialdemokratiet til en anden ledelsesstil. Danmark har brug for mindre magtfuldkommenhed, som bl.a. minksagen er et eksempel på.


Tænk, hvis vi havde et politisk lederskab, der i stedet for at argumentere for magtmonopol åbnede sig, inkluderede og tænkte nyt på tværs for at løse virkelighedens problemer.


Debatindlægget blev bragt 17. december 2021 på jyllands-posten.dk