Det er nu eller aldrig: Halvdelen af Bispeengbuen skal rives ned


Spørger man Radikale Venstres Rasmus Helveg Petersen og Ruben Kidde, så står Bispeengbuens fremtid ved en skillevej: Enten får man sat gang i en forundersøgelse, der bekræfter at halvdelen af Bispeengbuen bør rives ned, eller også må den bestå med deraf følgende renoveringsudgifter i 100 millioner kronerklassen.


Det er nu eller aldrig. Hvis ikke Bispeengbuen skal bestå til tid og evighed, så skal der tages afgørende skridt mod en delvis nedrivning nu.


Det er budskabet fra Radikale Venstres Rasmus Helveg Petersen og Ruben Kidde.


- Det er faktisk billigere at rive halvdelen af Bispeengbuen ned, end det er at lade den stå og dermed forpligte sig til enorme renoveringsudgifter, konstaterer Ruben Kidde, der er gruppeformand og medlem af af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Han fortsætter:


- Problemet er bare, at staten går med livrem og seler. Selvom konsulentvirksomheden Rambøll allerede har vist, at trafikken kan flyde fint igennem strækningen på kun én af de to vejbroer, så har regeringen og Vejdirektoratet følt behov for selv at analysere den trafikale del mere grundigt, inden man kan vende tommelfingeren op eller ned til Københavns og Frederiksberg Kommunes ønske.


Af samme grund blev der afsat 10 millioner kroner i infrastrukturaftalen til en statslig forundersøgelse. Denne måned mødes størstedelen af Folketingets partier for at aftale, hvilke ting den 10 millioner kroner dyre forundersøgelse konkret skal handle om.


- Et simpelt projekt

Ifølge Rasmus Helveg Petersen, der er klima- og transportordfører for Radikale Venstre, er der ingen tid at spilde:


- Det er vigtigt, at analysen er færdig inden de kommunale budgetforhandlinger næste år. Den skal gerne udstikke en helt konkret køreplan for, hvordan Bispeengbuen kan rives ned i 2023, så der i 2024 kan være en færdig løsning for hele området med grønne arealer og en åbning af Ladegårdsåen, siger han.


Og det er ikke så kompliceret endda, hævder Helveg:


- Det er et simpelt projekt, som vi mener skal sættes i gang hurtigt. Vi har en halv motortrafikvej 10 meter fra borgernes vinduer, som der faktisk ikke er brug for. Det har Rambøll dokumenteret. Derfor skal vi rive den ene halvdel ned så hurtigt som muligt, og de 10 millioner kroner vi har afsat til en ekstra analyse, må ikke gå til spilde, siger Rasmus Helveg Petersen og tilføjer:


- Hvis analysen, ligesom Rambøll, bekræfter, at projektet kan lade sig gøre, så bør partierne på Christiansborg straks træffe en principbeslutning om at deltage aktivt i kommunernes arbejde med at gennemføre den halve løsning. Det indbefatter blandt andet, at de penge, som p.t. er reserveret til renovering af Bispeengbuen, i stedet bruges allerede i 2023 på at rive Buen ned.


Spaden skal i jorden

Ruben Kidde kræver handling nu:


- Jeg tror borgerne er dødtrætte af al den snak om Buen. De ønsker konkret handling. Dette er er vores sidste chance for at lave et unikt projekt med en å i vores hovedstad. Det er derfor vi radikale både nationalt og lokalt siger, at vi skal have spaden i jorden inden for to år, og at hele området skal være omdannet senest i 2024.


Kidde fremhæver en række grønne sidegevinster ved at rive halvdelen af Bispeengbuen ned:


- Når vi skaber et grønt område med en åben å, skaber vi ikke kun et dejligt miljø for borgerne. Vi skaber også en mulighed for at aflede de stigende mængder regnvand, som rammer Frederiksberg og København. Ved at tilbageholde fremtidens skybrudsvand i en å-park på overfladen kan vi formentlig spare mange millioner kroner, som ellers skal bruges på at anlægge skybrudstunneler af beton til Sankt Jørgens Sø.


Artiklen blev bragt 16. september 2021 på frederiksbergliv.dk