Ny skolepolitik sikrer syv børneløfter til Frederiksbergs skolebørn


For at sikre at børn på Frederiksberg får det bedste udgangspunkt for fremtiden, har kommunalbestyrelsen vedtaget en ny skolepolitik med syv børneløfter. Løfterne er udviklet i tæt dialog med fagfolk, bestyrelser og elever. Og med en radikal udvalgsformand for bordenden


Af Ruben Kidde, formand for undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune og folketingskandidat i Københavns Storkreds


1. børneløfte: Vi vil skabe en god og tryg start for dig 

En af de største dage i en forælders liv er at sende sit barn i skole for første gang. Og det er nervepirrende, når børnene kommer hjem. Har de haft det godt? Har de fået nye venner? Har de fået det hele lært? 


Det er vigtigt, at vi trygt kan sende vores børn i skole og SFO. For de skal være der næsten alle hverdage i adskillige år. Det er afgørende for trygheden, at alle byens skoler tænker i at skabe gode overgange både til skolen, fra undervisning til SFO og fra SFO til klub.             

        

2. børneløfte: Vi vil invitere dig ind i et godt fællesskab 
Alle børn og unge skal føle sig anerkendt og vellidt, og der skal være plads til forskellighed. Det gode fællesskab er kendetegnet ved, at vi respekterer og støtter hinanden samt skaber en stemning af venlighed og varme.  


Et godt eksempel, som vi kan tage ved lære af, er Ny Hollænderskolen der arbejder systematisk og forbyggende med en anti-mobbestrategi, som ikke bare ligger og samler støv, men bruges meget aktivt med intens involvering af forældre, elever og ansatte.


3. børneløfte: Vi vil give dig lyst til at lære mere 
Vi lærer hele livet, derfor skal vi give vores børn den samme glæde og stolthed, som dengang vi sendte dem afsted første skoledag.


Børneløfte nr. 3 handler om at alle børn skal have lyst til at lære mere. Så de efter 9. klasse kan fortsætte deres uddannelse, om de så bliver smed, journalist eller begge dele.


4. børneløfte: Vi vil inddrage dit perspektiv og give dig medindflydelse 
Vi lærer bedst en leg, når vi selv leger med. Dette gælder også i elevernes demokratiforståelse. Demokrati sker også i det små, når vi inddrager børn og unges egne perspektiver og giver dem indflydelse i deres hverdag.


Det er trods alt også dem, der skal være og lære i skolen, SFO’en og klubben. Frederiksberg har etableret et fælleselevråd med repræsentanter fra de store elevråd på kommunens folkeskoler.


Og dagen efter vedtagelsen af vores nye skolepolitik, deltog borgmesteren, jeg og undervisningsudvalget til arrangementet Elevernes talerstol som netop er et initiativ fra Fælleselevrådet, hvor alle medlemmer holder taler om hvad de synes er vigtigst for at gøre deres skoler bedre, og hvor der er tid til dialog mellem politikere og de unge. 


Den slags samarbejder skal vi have langt flere af de kommende år.


5. børneløfte: Vi vil få virkeligheden tæt på 
Skolerne og fritidsinstitutionerne på Frederiksberg skal ikke være en boble for læring. Vi vil åbne verden for vores elever og unge, så de oplever sig forbundet til det lokale og det globale. Det skal ske gennem konkrete opgaver og inddragelse af vigtige samfundsmæssige problemstillinger, som for eksempel bæredygtighed og klimaudfordringer. 


Et eksempel på, hvordan de syv børneløfter bliver ført ud i virkeligheden, er eksempelvis når Det lille Elevråd på Nyelandsvej selv tager initiativ til brugerundersøgelse af deres skolegård. Eleverne påviste med en optælling, at der var overraskende mange fremmede der gik igennem, smed skrald og råbte ad eleverne, på en lille offentlige sti omkring deres skolegård. Og efter elevernes henvendelse har undervisningsudvalget nu vedtaget en løsning, som har gjort eleverne trygge. 


Eleverne brugte deres stemme til at få ændret et meget konkret problem de stod overfor. På den måde fik de medindflydelse og oplevede demokratiet på tæt hold. Et andet eksempel, er, at alle skoler har forløb med “Haver til maver” hvor de lærer biologi, madlavning, geografi og meget mere, alt imens de får jord under neglene.


6. børneløfte: Vi vil fremme høj faglighed 
Alle børn skal have de bedste muligheder for at lære så meget, som de kan. Og det gælder alle, uanset om man har særlige behov eller særlige talenter. Et godt eksempel er Skolen ved Nordens Plads, der er en skole for elever med specielle behov, men som alligevel har kæmpet for at blive en del af et spændende pilotprojekt om at få teknologiforståelse på skoleskemaet.


Først have skolen fået nej til at deltage, men de fik alligevel et ja til sidst, for hvorfor skulle specialskoler ikke også kunne være med til at danne eleverne også på den teknologiske front?


Børneløfte nr. 6 handler om at fremme høj faglighed. Frederiksbergs skoler har allerede en høj faglighed, men det skal der bygges ovenpå. Eksempelvis ved at rekruttere dygtige lærere og pædagoger og videreudvikle dem, vi i forvejen har i kommunen.


7. børneløfte: Vi vil give dig et godt afsæt 
Det syvende og sidste børneløfte handler om, at alle børn under deres skolegang skal forberedes, så de har troen på sig selv og har indblik i deres muligheder efter folkeskolen.


Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at du efter folkeskolen har et godt fagligt udgangspunkt, sociale færdigheder og kompetencerne til at gennemføre en uddannelse, begive dig videre i arbejde samt til at mestre livet. Min ældste datter, Ingrid, starter i skole den 2. maj.


Og nu er jeg endnu mere sikker på, at det nok skal gå hende og hendes små venner godt, når de bevæger sig op igennem skoletilværelsen.


For en samlet kommunalbestyrelse er nu enig om de 7 børneløfter, som giver en god retning for undervisningsområdet, samtidig med at der er frihed til at sætte sit eget præg lokalt på, hvordan man arbejde med principperne ude i virkeligheden. 


Læs mere på kommunens hjemmeside her


Artiklen blev bragt 28. april på radikaldialog.dk